Tilgivelsen

Jeg skrev her i sidste blog indlæg fra i går, at du ikke må tilgive en som har voldt dig ondt.

Men du må gerne og skal kunne tilgive en person, som har forvoldt dig smerte i livet.

Nu er det jo ikke sådan at, jeg ikke kan “tilgive” eller ” hverken kan eller vil tilgive”, fordi det kan jeg skam godt.!

Jeg har skam bl.a. tilgivet ham, den unge mand som tilbage i sommeren 2000 slog min lillesøster ihjel i en  bil ulykke, fordi at han kørte med en høj alkohol promille i blodet og i en høj fart slog min lillesøster ihjel. Han forvoldte mig smerte og ikke ondt, men smerte..

Det skulle så lige gå mange år før at jeg kunne  være i stand til at kunne tilgive ham, men han lærte mig jo noget, nemlig “smerten af at miste”. Og ja sorgen af at miste min lillesøster så ligepludselige var tung og vammeligt og ensomt, men jeg kom igennem den, og da jeg var klar til at slippe den sorgen, var jeg også klar til at kunne tilgive ham.

Jeg har skam også tilgivet mange andre, for at have forvoldt mig smerte, men jeg kan ikke tilgive og vil ikke tilgive dem som har forvoldt mig ondt! Og som har enten lykkes dem at ødelægge mit liv, eller har forsøgt det da de nu var ” færdig med at bruge mig”. Jo den slags typer har jeg skam også mødt, de er så kolde og kyniske at du drømmer ikke om det.! Disse her slags mennesker, vil aldrig kunne være i stand til at kunne forstå min tilgivelse, de vil opfatte den som en accept og derved forsøge at drive mig helt ud i enten en psykose eller til selvmord, fordi ” jeg har jo givet dem lov”.

Men jeg er igennem en healingens proces, i hvordan jeg kan tilgive mig selv.

De har et kæmpe behov for at opnå anerkendelse og accept på deres dyssociale opførelse, via en “tilgivelse” de er tilmed så mestelig at de kan få manipulerede så meget med omverden, at jeg ville stå i et meget dårligt lys at jeg er ” jo bare egocentriske og stædige at jeg ikke vil tilgive dem, for at kunne sætte mig selv fri”. Men der er altså grænser for hvad jeg skal tilgive.

Der er bare nogle processer her i livet, som kræver mere end tro og håbe og en religion, men der skal noget mere professionel hjælp til i form af samtale terapi timer med enten en psykolog, eller teraput eller en psykiater, simpelthen fordi de har nogle professionelle værktøjer, som vi kan bruge i vores healingens processer.

Ikke engang en kostomlægningen eller nogle kosttilskud eller nogle fra den alternative verden eller som sagt hverken en religion eller en spirtuel vejleder hjælpe dig med, men nogle mere professionelle fordi de har som sagt nogle værktøjer som gøre at vi får nogle bedre selvindsigt i vores vrede og frustrationer og sorg.

Det skal omgivelserne bare FATTE OG FORSTÅ OG RESPEKTERE!

Du må gerne tilgive en person, som har forvoldt dig smerte, den kan være tung og den kan være ensom men den kan skam også være modbydelig ondskabsfuld, men den har lært os noget. En visom eller en lektie, disse her menneske skal vi naturligvis kunne tilgive men også os selv for at have være vred på dem.

Men når de har forvoldt os ondt, de har ødelagt noget i os de har taget noget fra os, er den en balance hvor kun det indre i dit selv, kan vurdere hvor vidt den person kan forstå og tage imod din tilgivelse.

Kan den person som har forvoldt dig ondt, ikke forstå den tilgivelse, skal du da naturligvis ikke tilgive, men mere tilgive dig selv for at have lukket den person ind i dit liv.

Kan personen forstå din tilgivelse og tage imod den, så skal du naturligvis tilgive og dig selv, også kan du jo måske også bare vælge at lukke døren til den person og brænde broen også videre med dit liv. Det har jeg også formået at gøre nogle gange.!

Men det første nævnte at de ikke har forstået min tilgivelse, har gjort at jeg i dag render rundt med en enorm lava af vrede, men rettet meste imod mig selv.! Jeg har følt så meget “Hævn tørstig” at jeg ville “Hævne mig” så de kunne mærke på deres egen krop, den smerte og ødelæggelse de har forvoldt mig, men samtidigt tænker jeg sgu også ” de er sgu i forvejen så uintelligente, de vil jo ikke engang kunne være i stand til at kunne består en IQ test.! Du må ikke engang have ondt af dem, fordi det er det samme som at give deres ego gødningen så det kan gro.! Smæk døren i og sæt hængelås på og sæt alarm systemet til og “glem koden”. De er ikke det værd, de er små værdiløse fatsvage uintelligente mennesker”. Så langt er jeg så formået at komme efter 1 år i terapi.

Men dem som har forvoldt mig ondt, men kan finde skyld for deres handlinger, kan jeg fortsætte tilgive men så lukker jeg som real også døren bag mig til dem og vender dem ryggen, og “smider dem ud af  mit liv”.

For jeg taler af erfaring, hvor enormme store skader psykisk vold kan forvolde, fordi jeg har smagt det på egen krop!

Jeg ved hvordan det er miste alt og derefter fortsat blive trampet på og tværede ud under gulvbrædderne i mens at “psykopaten”, står ondskabsfuld og griner af “tilfredshed”.

Skal jeg tilgive sådan en person, for at ” Jeg kan sættes fri”??? Nej jeg skal så lære at tilgive mig selv, fordi jeg har lade mig stå magtløs i deres selskab.

Så når jeg sidder og siger at narcassister ikke skal være nogens forældre, altså ikke nogens far eller mor eller veninde eller kammerat eller nogens kollega eller nabo eller søster/bror eller bare være inde i ens liv.

Og hvordan er det så lige at sådan en person ser ud?? jo sådan en person ser lige så almindelige ud som du og jeg, men det er deres adfærd og deres personlighed, som skiller sig ud. Nøjeagtig det selv samme ved psykopater og sociopater, det er ikke deres udseende altså deres ydre der er “anderledes” men deres personlighed og deres adfærd der er langt mere anderledes, fordi der er bare ” noget forkert ved den”.

En engelsk kriminolog sagde engang i et tv program

” En narcassist driver sine offer til selvmord.

En psykopat begår mordet.

En sociopat får andre til det begår mordet for ham/hende”.

Tænk lige over den sætning.!

Før at jeg blev mor til Noah på nu snart 15 år, har jeg været helt derude og var ved at miste mig selv og begynde at “flirte” med psykosen, udelukkende baserede på psykisk vold.!

Jeg har flere gange været så ensom, at jeg ikke har kunne være i min egen ensomhed, baserede på psykisk vold at jeg har været selvskadet.

Jeg har været ” en pleaser”, fordi jeg har hørt min egen mors stemme i hovedet når jeg sagde nej, som jagede en skyld følelse igennem mig.

JEG KAN IKKE ENGANG TILGIVE MIN EGEN MOR!!!!

`Når jeg sige at jeg ikke kan tilgive min egen mor, og at jeg ikke har kontakt til hende længere, har jeg i rigtigt mange år ikke blevet respekterede og har hørt at hun er jo min mor så jeg skal jo bare tilgive hende..! Nej det er min mors sygdom jeg ikke kan rumme som jeg har valgt at vende ryggen.`

Hvis jeg tilgiver hende engang til, så kender jeg og min krop husker hvor mere modbydelig og intens hendes psykisk vold vil blive.! Men jeg har altså også 4 børn jeg skal tænke på, og de kommer først.

Jeg kan da heller ikke tilgive min eksmand fordi at han tæskede mig og udnyttede mig og isolerede mig og tog mine 3 børn fra mig og modarbejdet mig, jeg ser ham i dag som verdens mest uintelligente og mest selvoptaget røv…….. Og jeg er eddermane hård i mine verbale ord til ham, men ved du hvorfor?? fordi det er det eneste sprog hans ego forstå!!!

Når jeg har med udsatte mennesker at gøre, er det ikke for at ” skulle hæve mig “eller noget, hvis nogen altså tror det..

Men som sagt jeg har et rent hjerte, og er af naturens side af, altså et omsorgsfuld og hjælpsom menneske, men jeg får det faktisk godt med mig selv jeg kan mærke en lettelse i min sjæl og i mit sind en varme som vælter op i mig, når jeg kan ” give bare lidt”.  Men jeg lader også op, det er som at stikke en oplader ind i mig og tilsætte mig en stik kontakt, når jeg møder ind om morgen på morgen caféen eller tropper op til divese arrangementer eller “Hygge”. Når de spørger om jeg ikke lige vil med ind i et eller andet projekt som måske kan forbedre deres vilkår, så lader jeg faktisk op! Og jeg mærker en varme begynde at rulle inde i mig.

Jeg har faktisk brugt det meste af mit liv, på at ” please” andre for at undgå konflikter og dramaer og for at undgå at ” miste” og for at ” fedte ind”. Og det har faktisk bukkede mig med kronisk stress.!

Men noget som fortsat pisser mig af, det er når jeg som f.eks. her i sommers ligesom fik overtalt en ung mand fra at begå selvmord, absolut ingen anerkendelse fik. Jo da af korpset altså af politiet og falck og ambulance folket, men hverken fra kollegerne eller fra familien eller som min eksmand gjorde ligesom føjet af mig og vente den imod sig selv.!

Som menneske for at være i balance, har man faktisk brug for at få et skulder klap engang imellem, lige en anerkendelse ikke?? og ikke kulden og kynismen, også interessant er Facebook så heller ikke vel???

Også her sidste år i nogle af årets sidste måneder, fik jeg også overtalt en und grønlandsk kvinde til at følge med og ikke begå selvmord, på trods af hun var helt ude og vende i den dybste ulykkelighed og psykose, men hendes psykiske problemer skyldes så ment også psykisk vold og svigt og at hun ” når ja hun er jo bare en grønlænder”, nej hun er skam også et menneske. Fik jeg en anerkendelse?? øh ja i blandt grønlænderne gør jeg, og af korpset igen og af de 2 læger som var til stede, men får jeg nogle anerkendelse af “vennerne”?? af kollegerne??  Det fratager faktisk en motivation for at gøre noget godt for et andet menneske, den manglende anerkendelse for at man rent faktisk gøre noget godt..

“Har du den opfattelse af mennesker ikke interesser dig, så skal du ikke arbejde med dem.! Ser du ned på mennesker med psykisk og sociale udfordringer, så skal du slet ikke arbejde med dem.! Så find dig et arbejde i Føtex som kassemedarbejder eller salgsassistent i Netto, men du skal bare ikke arbejde med den samfunds gruppe”.

Sgut  noget at sige til, at vores samfund ikke kan hænge sammen, når man ikke kan hitte ud af rose hinanden og give anerkendelse.!

( der kunne vi lære ufattelige meget amerikanerne her)

Når man bliver mødt med ” når?? og hvad kommer det så lige mig ved??” og samtidigt lige skal “belære mig om at have med psykisk syge og socialt udsatte borger”??? og samtidigt opfatter dem som ” spørgelser??”

Jeg ved hvor skadeligt psykisk vold er, og jeg tåler af nogen selvkritik men jeg er vosket op med ” jeg dur ikke til noget” og ” det er din egen skyld men jeg må gerne…….” hvordan tror du egentligt at jeg er skruet sammen???

Mit selvværd vokset op over gulvbrædderne når jeg forlader Danmark, det forsvinder som støv nedunder gulvbrædderne når jeg vender hjem!

Men at kan kunne tilgive mig selv, og være i stand til at kunne sætte mig selv fri er ikke bare noget jeg kan gøre på en dag.! Eller ved at bede en aften bøn, da jeg som nævnte, har fået frataget min ret til et selvværd og jeg ved hvad psykisk vold kan gøre og følelsen på egen krop.!

Jeg har den menneskelige forstålelse når en ung 23 årige kvinde, SKRIGER desperat efter hjælp og truer med at begå selvmord,og  forsøger at begå selvmord fordi så langt har jeg været drevet ud engang!

Jeg ved hvad det vil sige at være hjemløs, og har mistet ALT og fortsat blive trampet på.!

( Jeg har dog egen bolig igen, og har realitiske fremtids planer samt at jeg skal fortsætte i terapi. )

Jeg ved hvad det vil sige, at blive drevet helt derud hvor ens vrede begynder at tage over og styre ens liv, jeg ved hvad håbløshed betyder. Jeg ved hvad psykisk vold følelse som  og konskevenserne af den.

Så kig lige op fra Facebook ikke?? og giv mig lige lidt mere anerkendelse, det ville faktisk gavne.

Og jeg ved hvordan HAD og VREDE kan æde en op, hvordan det er man dagligt slås med den følelse inden i ikke må tage over og tage styring og kontrollen.

Men jeg er noget så konflikt sky i dag, og jeg har det med at stikke halen imellem benene og skride min vej.! Da jeg hele mit liv har været tvunget til at være i andres stimulans for konflikter og dramaer.

Jeg er blevet pisset på, udnyttet og trampet på og undertrykt og holdt nede, jeg har været udsat for intens psykisk vold, jeg er blevet misbrugt og jeg har mistet alt og jeg er blevet smidt ud med storskrald, da man var færdig med at bruge mig.!

Fortæl mig lige, om jeg ikke kan sætte mig ind i rigtig mange socialt udsattes liv og sitaution?? og mennesker med psykisk udfordinger?

Men jeg lære hele tiden, og jeg håber vitterlige at jeg inden for de næste 20 måske korter tid, kan se mig selv i øjne og tilgive mig selv.!

“Men jeg kan godt tilgive, der er bare en balance gang i hvornår og hvem jeg skal tilgive, og hvem der fortjener min tilgivelse.”