Sorgen

Noget der kan få mig til at krumme tæer, er når jeg får stukkede i hovedet “ja nu må du også tage og komme over det og videre.” For NEJ du kommer aldrig over tabet af en man elsker og holder meget af, men du kommer igennem sorgen og den kan tage sin tid, og når man er klar, så slipper man den og “kommer” videre.

Og hvorfor bringer jeg så nu det på banen?!

Jo fordi i sommeren 2000, mistede jeg min lillesøster i en trafik ulykke, som ræv hele familien fuldstændig i stykker.

Faktisk den 30 juli 2000, mistede jeg min lillesøster i en trafik ulykke ude på Øresundsvej, på Amager.

https://www.bt.dk/nyheder/raedselsnat-paa-amager

Samt jeg blev kontaktede af min  bonus kusine, inde på facebook som jeg ikke har snakket med siden, jeg begravede min lillesøster.

Den sorg var tung og ensom, men jeg kom igennem den helt alene og hvor jeg faktisk ikke oplevede, at nogen i mine omgivelser, ligesom GAD at sætte sig ned og lytte, til hvordan jeg egentligt havde det i den periode, men jeg måtte ligge øre til at ” jeg både var følelskold, og jeg ikke elskede og holde af min lillesøster” og ” at jeg var egoitisk” og meget mere, men INGEN satte sig lige ned, og udviste ÆGTE omsorg, og der er altså ikke tale om “berørings angst”, men svigt og som altid kynisme.

Jeg fortalte min bonus kusine det, og begyndte faktisk og græde i telefonen, og fortalte hende at jeg følgte mig som verdens største fiasko, som storsøster. Og hvad jeg oplevede og så.!

Min mor som i forvejen er psykisk syg og helt uden sygdoms erkendelse (narcassistisk personlighedsforstyrrelser bl.a), udviste absolut ingen tegn på følelser, hun reagerede overhovedet ikke på, at hun ligesom havde mistede en datter.

Jeg kunne dårlig nok rumme min egen sorg, og slet ikke mine øvrige søskendes også min stedfars sorg.! Også samtidigt skulle ligge øre igen til diverse fantasi forstillinger om hvordan, jeg skulle være. I steden for ligge sætte sig ned og slå armene omkring mig og sige ” jeg er lige her, hvis du har brug for at snakke og tude”.

Men næ nej, igen måtte jeg ligge øre til falske identiter og falske historier om hvordan jeg angiveligt skulle være.. Når ja det er jo og har jo altid været letter, at lyve end at forholde sig til en sandhed.

For jeg havde det følelsmæssigt af HELVEDES TIL i den periode..

Jeg oplevede absolut ingen former for berørings angst, fra omgivelserne af, men kynisme og svigt og afvisninger, og egoisme..! jeg blev så godt som anbefalede 4 dage, før at jeg skulle begrave min egen lillesøster at få Lykkepiller.! dog af min ældste faster, fordi ” jeg måtte jo ikke følge noget”.

Jeg fik en mave puster, den morgen jeg fik det at vide at hun var død. Jeg følte mig som verdens dårligste storesøster, at jeg ikke har kunne beskytte hende, bare den dag.! Bare den ene enkelt dag, hvor jeg ikke kunne beskytte hende. Den enorme skyld følelse skulle jeg altså også bære inde i mig.

Men hvem satte sig ned, og spurgte hvordan jeg havde det????

Jeg blev jo nærmest fremstillede som værne en “psykopat“. Men jeg kom igennem sorgen, ved at drikke mig æske fuld i whiskey og hvidvin og smse hende og sige ” undskyld” mange gange.

For det var en Rædselsfuld morgen.

Som jeg sagde til hende i  telefonen, ” det var ikke berørings -angst jeg mødte, men egoisme.”

Og jeg kunne slet ikke rumme min egen sorg, så hvordan skulle jeg så kunne rumme de andres???

Men det var dejligt at høre fra hende igen.